Posts in Category: Praktiske råd

Lederskab: Afliv så de myter!

Rigtig mange hundeejere har på et eller andet tidspunkt prøvet, at hunden vil ligge i sengen, den gør af os, når vi sidder i sofaen, den vil først ud af døren, den knurrer, når vi vil tage madskålen eller kødbenet.

Af: Laila Pedersen
Tit tror vi, at hunden reagerer sådan, fordi den vil bestemme og dominere. Men det er meget sjældent tilfældet.

Vi med Hund afliver her nogle myter om lederskabet af hunden:

Hunden skal kende sin plads i familien:

Myte: Hunden er nederst i hierakiet og skal vide, at børnene også er over hunden, ellers tror hunden bare, at den bestemmer!

Fakta: Fritlevende hunde/ulve fungerer ikke i flokke med hakkeorden og aggression. En sådan adfærd gør flokken sårbar, og individer, der bliver udsat for aggression, vil enten give et modspil og jage den aggressive ud af flokken eller selv forlade flokken.

Min hund parrer ben, puder og andre hunde under leg:

Myte: Hunden er dominant og ønsker at overtage styringen.

Fakta: Hunden er enten stresset eller opkørt pga. nogle ydre påvirkninger. Denne sindstilstand fører til det, man kalder en overspringshandling (i dette tilfælde denne parringsadfærd). Parringsadfærden ses allerede fra tre-ugers-alderen, hvor man næppe kan tale om dominans.

Min hanhund eller tæve urinmarkerer ofte, letter ben og skraber i underlaget:

Myte: Hunden letter ben pga. dominans – udføres denne handling i træningsøjemed, bør dette opfattes som en provokation over for ejeren og skal derfor straffes.

Fakta: Adfærden er udelukkende en social handling hundene imellem, der under ingen omstændigheder er møntet på os mennesker. Urinmarkering er en metodem hvorpå hundene kommunikerer med hinanden, idet urinen indeholder mængder af informationer til den næste hund, der kommer forbi – en slags hundevisitkort.

Skrabeadfærden er ligeledes en metode at kommunikere på. Når hunden skraber, afsondres der kemiske stoffer eller duftmeddelelser fra kirtler imellem trædepuderne.


Min hund knurrer, når jeg vil tage kødbenet, madskålen og legetøjet fra den:

Myte: Hunden giver stærk udtryk for dominans – en slags magtkamp.

Fakta: Hunden har ingen tillid til sin ejer og tror, at ejeren vil stjæle dens mad – knurren er altså her et signal om afstand og manglende tillid. Tag derfor aldrig din hunds mad fra den, men lær den i stedet for, at mennesker ikke spiser hundemad og aldrig kunne finde på at “stjæle”. Dette gøres ved, at du i stedet for at tage maden, benet eller lignende fra din hund, går hen til den og tildeler den noget lækkert.

Min hund må ikke ligge i sofaen:

Myte: Hunden tror, at den er lederen eller ligestillet med ejeren, hvis den ligger højt.

Fakta: Hunde, unge som gamle, kan lide at ligge højt, fordi det giver dem et hurtigt overblik over potentielle farer. Dernæst anses sofaen eller sengen bare som en stor, dejlig hundekurv, hvor den kan ligge tæt på sine mennesker! Medmindre man af hygiejniske grunde ikke ønsker sin hund i sofaen, er der intet, der taler imod dette.

OBS: Hunde, der vogter sofaen eller sengen, skal naturligvis ikke have adgang til disse steder.

Jeg går først ud af døren:

Myte: Hunden ved, at det er mig, der bestemmer, når jeg går først ud af døren.

Fakta: Hvem, der går først ud af døren, har intet med lederskab at gøre! Men har man en ivrig hund, kan det være hensigtmæssigt at lære hunden at gå roligt ud af døren.

Jeg spiser først:

Myte: Hunden ved, jeg er lederen, når jeg spiser først.

Fakta: At spise er et socialt ritual, og såfremt der er hundemad nok til alle, spiser hunde samlet med flokken. Derfor har det intet på sig, hvornår din hund bliver fodret i forhold til dig. Men det kan være en fordel at fodre hunden først, hvis man har en hund, der tigger ved bordet.

Søren købte syg hund på nettet – nu er den død

Da 24-årige Søren Christian Andreassen og hans kæreste Mie for nylig købte et hus i Haderslev bestemte de sig for at forøge familien med en hundehvalp.

Drømmehunden var en fransk bulldog. Søren og Mie havde ikke råd til at bruge 13.000 for at købe en hund med stamtavle, så da de faldt over en privat sælger på nettet, der solgte en fransk bulldog for 6000 kroner, slog parret til.

Men det gik galt, og syv uger efter måtte de under triste omstændigheder lade deres nye hvalp aflive hos dyrlægen. Den lille hund, der blev navngivet Alma, var syg og led af alvorlige medfødte fejl efter at Søren og Mie havde brugt godt 4000 kroner yderligere på regninger til dyrlægen.

– Vi føler os virkelig ført bag lyset af sælgeren. Fra dag ét havde vi problemer med at hun sked i sin kurv, og det gjorde hun hver nat i resten af hendes livsforløb, men det var kun en del af det, fortæller Søren Christian Andreassen til tv2.dk.

Den var helt gal
Søren og hans kæreste havde købt Alma, da hun var 14 uger gammel, altså over en måned ældre i forhold til, hvornår man normalt tager hvalpen væk fra sin mor. Og sælgeren forsikrede blandt andet, at hunden var renlig.

– Han virkede troværdig og flink. Vi tog den lange tur til Viborg og kom ind i et privat hjem. Alt så ud til at være i orden med papirerne, og der var stempler i sundhedsbogen, så det så ud som at den havde gennemgået sundhedstjek. Vi fik endda lov til at møde Almas mor, men nu tvivler vi stærkt på, om det virkelig var moderen, siger Søren Christian Andreassen.

I den efterfølgende periode afslørede flere besøg hos dyrlægen, at noget var helt, helt galt med den lille hvalp. Ud over at den stadig havde konstant afføring, så led den af hårsækkemider, der til sidst blev til store bylder.

Men her slutter lidelserne ikke. Alma fik konstateret blærebetændelse, som den havde haft i lang tid og sidst men ikke mindst fandt man ud at den led at to alvorlige medfødte sygdomme.

– Efter lidt tid begynder Alma at halte, og det viser sig, at hun har en medfødt hoftefejl. Desuden finder dyrlægen ud af, at hun ikke kan føle sin lukkemuskel, og det var grunden til, at den ikke kunne styre sin afføring, fortæller Søren Christian Andreassen, der efterfølgende i samråd med sin kæreste og dyrlægen vælger at lade Alma aflive efter kun syv uger.

– Hun skulle gennemgå en hofteoperation og med de andre lidelser, så vi ingen anden udvej. Ellers havde hun haft et dårligt liv, siger Søren, der siden hen har forsøgt at få fat i sælgeren, som nu pludselig er svær at komme i kontakt med, da han skifter telefonnummer.

Sælgeren afviser alt
– Vi har kontaktet ham undervejs, men han afviser alt, og siger at det ikke er hans problem. Vi har ikke underskrevet en købskontrakt, men vi forsøger at presse ham. Han vil ikke give os penge tilbage, men har tilbudt os en ny hund. Det sagde vi nej til.

Som det sidste led i sagen har Søren Christian Andreassen valgt at få en advokat til at sende et brev, der truer med søgsmål, men endnu har de ikke fået svar.

Ifølge Ida Kristensen, der er formand for Dyreværnsforeningen Who-cares, så er den samme hundehandler, som har snydt Søren og Mie, kendt for at sælge omkring 20 ulovlige og syge hunde om ugen for 6000 kroner stykket.

Læs artiklen her: http://go.tv2.dk/2013-09-05-s%C3%B8ren-k%C3%B8bte-syg-hund-p%C3%A5-nettet-%E2%80%93-nu-er-den-d%C3%B8d

Eksperter advarer mod hundekøb på nettet

Glæden er stor når familien forøges med en lille sød hundehvalp, men smerten er lige så stor, når hunden pludselig viser sig at være alvorlig syg.

Det er virkeligheden for mange ulykkelige danske hundeejere, der har købt deres nye kæledyr over nettet, en tendens der er vokset markant de senere år.

Den Britiske Kennel Klub advarer nu mod alvorlige sundhedsproblemer blandt hvalpe, der sælges online. En opgørelse fra den anden side af Vesterhavet viser, at hver femte hundehvalp købt på nettet dør efter kun et halvt års levetid.

Flere useriøse sælgere
Der er ikke lavet en lignende undersøgelse herhjemme, men i Danmark er problemet også udbredt fortæller Sonja Karaoglan fra Agria Dyreforsikring. Hun opfordrer derfor, at man er ekstra påpasselig, når ”lille Fido” skal udvælges – især hvis man køber på nettet.

– Det er blevet nemmere for useriøse sælgere at komme af med deres hunde, fordi flere handler på nettet. Nu er det ikke sådan, at alle hunde handlet på nettet er dårlige dyr, men vi vil meget gerne bremse de personer, som ikke har styr på tingene og laver ulovlige importer, siger Sonja Karaoglan til tv2.dk.

En af de bedste måder at undgå at købe en syg hund, er ved så tidligt som muligt at komme ud og se hvalpen i de fysiske rammer, den er vokset op i.

Se hvalpen med moderen
– Man skal insistere på at se moderen og gerne søskende. På den måde får man et indtryk, hvad det er for et sted, og hvordan sælgeren behandler hundene. Hvis moderhunden ser ud til at have det skidt og trækker sig væk, eller hvis man ikke må se tæven, så er det et tegn på, at alt ikke er som det skal være, siger Sonja Karaoglan.

Ifølge Agria Dyreforsikring ser man flere eksempler på, at dyrene er blevet holdt under kummerlige vilkår, inden de bliver solgt, hvilket betyder, at hvalpene allerede har infektionssygdomme, når de lander hos deres nye familie.

– Det er hunde, som har et dårligt liv. Hvis der er noget galt med hvalpen, så er det opdrætteren, der skal stå til ansvar, for man har som køber mulighed for at få pengene tilbage eller en ny hund. Men det er bare ret svært, hvis man ikke kan få fat i vedkommende, siger Sonja Karaoglan.

Se artiklen her: http://go.tv2.dk/2013-09-05-eksperter-advarer-mod-hundek%C3%B8b-p%C3%A5-nettet

Skal hunde børste tænder?

Altså nu ved jeg godt at ekstrabladet ikke nødvendigvis er den bedste kilde – men jeg har i noget tid undret mig over det hype med tandbørste til hunde… i mean, really – hvordan har hunde klaret sig før mennesker kom til – hvordan klarer vilde hunde sig??

Men ikke desto mindre synes jeg artiklen her var et kik værd – enjoy 😉

Husk lige tandbørsten!
Den besked erindrer de fleste nok fra barndommen, hvad end den kom fra tv’et eller et par strenge forældre, som ville sikre sig, at gebisset blev godt og grundigt skrubbet fri for madrester og fredagsslik inden sengetid, skriver Videnskab.dk.
Og havde vi bare lyttet, for danskerne er utroligt dårlige til at holde munden ren for de wienerbrødselskende Karius og Baktus, hvilket er ret skidt. For dårlig mundhygiejne kan faktisk give alvorlig sygdom senere i livet.

Men hvorfor er det kun er os mennesker, der skal tvinges gennem den trivielle tandbørstning hver morgen og aften, mens dyr kan ignorere ritualet fuldstændig?
Det kan Mads Frost Bertelsen, der er dyrlæge ved København Zoo, svare på.
Det viser sig, at det alt sammen afhænger af, hvad vi – eller dyrene – putter i munden.- Dyr, der spiser, ligesom vi spiser, er også nødt til at børste tænder, slår Mads Frost Bertelsen hurtigt fast, skriver Videnskab.dk. Årsagen er sukker, – der er det helt store problem ved vores kost, siger dyrlægen.

Inde i vores og dyrenes munde sidder der nemlig nogle bestemte bakterier, som begynder at formere sig helt vildt, når de får sukker – hvad end det er fra wienerbrød eller søde frugter. Alle bakterierne sætter sig som en plak omkring tænderne og udskiller nogle syreholdige affaldsstoffer. Og det kan nedbryde tænderne, hvis ikke plakken bliver skrubbet væk, forklarer Mads Frost Bertelsen.
Men det at skrubbe tænderne er dyrene faktisk ret gode til at gøre, viser det sig – de er nok bare ikke klar over det selv, for det sker helt naturligt på grund af deres kost. Mange dyr lever nemlig af mad, som intet eller næsten ingen sukker indeholder.

Til gengæld er det rigt på fibre, og det kan rense tænderne.- Spiste man hele tiden gulerødder, så renser det tænderne, siger Mads Frost Bertelsen. Men lagde vi mennesker vores kost om, ville vi faktisk også kunne lægge tandbørsten på hylden.
– Hvis et menneske spiste grøntsager og ikke noget frugt eller raffineret sukker, så ville vi heller ikke behøve at børste tænder, forklarer Mads Frost Bertelsen.

Men hvad med dyr, som godt kan lide sukker? Det er et godt spørgsmål, siger Mads Frost Bertelsen og erkender, at han ikke har noget godt svar på det.
– Hvis man nu tager en bjørn, som er meget glad for at spise honning og bær, så spiser de jo også en masse kød og grønt ved siden af, og det kan jo være, at det hjælper dem med at rense deres tænder, gætter han.

– Dyr som hunde eller heste kan i øvrigt godt få tandpine og huller i tænderne, men det sker ret sjældent. Typisk skyldes det en kombination af forkert foder og sammensætningen af bakterierne i dyrenes munde, forklarer Mads Frost Bertelsen

Se artiklen her: http://ekstrabladet.dk/nyheder/videnskab_og_teknik/article2063183.ece

%d bloggers like this: