Løbetider

Når man har hunde skal man naturligvis også tage stilling til løbetider. For nogle er det simpelt og andre igen kan det være kompliceret. Vi vil prøve at give lidt grundliggende ting man skal huske at tænke på – skriv endelig en kommentar hvis du mener der er noget vi har misset 🙂

Hunhunde:
Første gang – en hunhund kan komme i sin første løbetid fra 6 mdr. til 12 mdr. Det mest “normale” er dog mellem 7-9 mdr. Så vidt vi ved har det mere at gøre med moderens første løbetid, og hundens størrelse – små hunde kommer tidligere i løb end store hunde – end årstider og andre udefrakommende påvirkninger.

Den normale løbetid varer ca. 3 uger – men kan vare alt mellem 2 og 5 uger – i hele den periode bør man holde Tæven væk fra hanhunde medmindre man ønsker at få hvalpe. Tiden imellem to løbetider er generelt den samme for den enkelte tæve. Normalt går der mellem 5 og 9 mdr. imellem hver løbetid, og en tæve kan komme i løb imellem 1-3 gange om året. Bemærk også at hunde ikke kommer i “overgangsalderen”, og derfor vil komme i løb hele livet – nogle vil dog opleve at der med alderen går længere imellem.
Vær opmærksom på at alle tæver er individuelle, og det ikke er sikkert at din tæve lige passer ind i beskrivelsen ovenfor – men små anormalier er accepteret, dog skal en hunhund aldrig menstruere som et menneske, så det skal man være opmærksom på…

Tævens brunstcyklus kaldes monoøstral, hvilket er karakteriseret ved, at der forekommer en lang hvileperiode uden brunst mellem to brunstperioder, ligegyldigt om tæven bliver drægtig eller ej. Læs mere detaljeret om tævens cyklus her.
Proøstrus: (ca. 7-10 dage) Det er den første del af løbetiden, hvor der kommer blodigt flåd. “tisse-frikadellen” er hævet. Tæven er på dette tidspunkt ikke interreseret i hanhunde, og hvis en hanhund kommer for tæt på bliver nogle tæver aggressive overfor hanhunden.
Østrus: Brunst (ca. 7-10 dage) – I denne del af løbetiden ægløsningen sker, og tæven bliver villig til parring, nogle hunhunde opsøger ligefrem hanhunde og vrikker bagenden lige i hovedet på dem, løfter halen. “frikadellen” er hævet, og flådet skifter karakter, og bliver mere gulligt.I gennemsnit forekommer ægløsningen 12 dage efter første blødningsdag og foregår over en periode på omkring 2 døgn.
Metøstrus. (ca. 2 måneder) Denne periode varer den samme tid som en normal graviditet. Tæven bliver “normal” igen. Tæven er hormonelt den samme i 8-9 uger efter løbetiden uanset om hun er drægtig eller ej. Nogle tæver bliver falsk drægtige, de tror de har hvalpe i sig. Tæven vil i så fald begynde at samle bamser og passe på dem som var de hendes babyer.
Anøstrus (ca. 4-5 måneder) – perioden mellem to løbetider – denne periode er variabel, ligesom resten af perioderne.

Indbildt svangerskab er et emne helt for sig selv.
“Skindrægtige tæver” – Den indbildte svangerskab har intet formål i dag, men da hundene var ulve og levede i flok var det umådeligt vigtigt at den opstod. I en ulveflok er det kun Alfa han og hun der må få hvalpe – men skulle der ske noget med Alfatæven var det de Skindrægtige tævers opgave at overtage og opfostre hvalpene og på den måde sikre at de stærkeste og sundeste gener bliver videreført. Læs mere om det her.
Det KAN evt afhjælpes en smule hvis man i den periode sørger for at give hunden ekstra meget motion, lidt mindre mad, og tager hendes indbildte hvalpe fra hende. Det med mindre mad kan gøre at hundens instinkter siger til kroppen at der ikke er overskud til hvalpe – og motionen og masser af nye oplevelser vil give hunden noget andet at tage sig til, og derved vil instinkterne blive nedpresset.

Løbetidsbuks:
En hunhund i løbetid bløder jo en del af den tid – dermed kan det have sin berettigelse at bruge en løbetidsbuks. Den franske bulldog er svær at få bukser til, da de ikke har halen til at hjælpe med at holde buksen op. Mange har god effekt med at bruge “up and go”, en ide er at købe dem en smule store, og så tape dem fast om maven hvis de glider. En anden ting man kan gøre er at sy selv efter mål eller bestille online. Der er flere der syer på mål og sælger dem – Du kan købe dine egne “hjemmesyede perfekt til fransk bulldog” løbetidsbukser hos Randi. Du kan kontakte hende via mail – vær dog opmærksom på at hun kan have travlt og der derfor kan opstå venteliste.

Neutralisering:
I hunhunde kaldes det også sterilisering. Det betyder i praksis, at æggestokke og som regel også livmoder fjernes. Hermed stopper tæven med at komme i løbetid. Medmindre din tæve skal bruges til udstilling eller avl, er der mange fordele ved at neutralisere tidligt, Feks når hunden er omkring et halvt år gammel. Hos tæven mindsker det drastisk risikoen for mælkekirtelkræft. En ekstra bonus er at du slipper for at bekymre dig om uønskede hvalpe og hanhunde.
På negativ siden kan hunhunden komme til at lide af inkontinens, men det kan som regel behandles med godt resultat. I nogle tilfælde kan den også få ændret pelskvalitet. Flere undersøgelser har vist tegn på at fordøjelsen når hunden hviler er lavere end hos Ikke neutraliserede hunde, og ud af det konkluderer man at neutraliserede hunde har et lavere energibehov. Men det er nemt reguleret med den rette fodermængde og øget motion. Så der er ingen grund til at tro at din hund skulle blive tyk efter indgrebet, og der er heller ikke beviser for, at den skulle blive sløv.

Kan en sterilisation nedsætte risikoen for dannelsen af brystkræft?
Ja, risikoen for dannelse af brystkræft nedsættes, hvis din hund steriliseres i en ung alder. Hvis din hund steriliseres før sin første løbetid, har den 0.5% risiko for at få mælkekirtelkræft i forhold til den ikke steriliserede tæve. Hvis din hund steriliseres før den anden løbetid, har den 8.0% risiko for at få mælkekirtelkræft i forhold til den ikke steriliserede tæve. Hvis din hund steriliseres efter den anden løbetid, har den 26.0% risiko for at få mælkekirtelkræft i forhold til den ikke steriliserede tæve. Hvis hunden steriliseres efter 2.5 års alderen er der ingen forebyggende effekt.
Der er fordele og ulemper ved en sterilisation og det er da vigtigt at få en god snak med din dyrlæge inden du beslutter dig for at sterilisere din tævehund.

Hanhunde: Hanhunde bliver naturligvis også voldsomt påvirket af når der er tæver i løbetid – og det fornuftige for en tæveejer at gøre er at undgå at udsætte sin hunhund for fremmede hanhunde – om ikke andet så fordi at selvom man SKAL have kontrol over sin hund, kan hormoner være meget overvindende, og have en magt over hunden som mennesket ikke kan styre.

En kønsmoden hanhund kan lugte hunhunde i løbetid. Når de er unge vil de typisk reagerer på før og lang tid efter tæven er højløbsk.
En ældre hanhund vil dog kunne snuse til tæven og konstatere at hun ikke helt er klar, og på duften alene konstatere hvornår det bedste tidspunkt for parring er. Efter en tæves løbetid vil han blot markere hendes status ved at tisse oven på  hvor hun tisser, lave dominansskraben bagud for at fortælle andre hanhunde at denne tæve er hans ejendom. .

Dette er dog kun en mulig reaktion – andre hanner kan reagere med større voldsomhed, og forsøge at forsvare tæven overfor andre hanner eller nogle gange også andre tæver. Det afhænger også af hvordan hirakiet i hans egen flok er. Der vil også være markant forskel på hvordan de reagerer på hinanden om de bor sammen, eller ej, og hvor de mødes – om det er i den enes hjem eller på gaden.

Lise Duusgaard (9)

Billedet er venligst udlånt af Lise Duusgaard

 

Skriv et svar

%d bloggers like this: