Søren købte syg hund på nettet – nu er den død

Da 24-årige Søren Christian Andreassen og hans kæreste Mie for nylig købte et hus i Haderslev bestemte de sig for at forøge familien med en hundehvalp.

Drømmehunden var en fransk bulldog. Søren og Mie havde ikke råd til at bruge 13.000 for at købe en hund med stamtavle, så da de faldt over en privat sælger på nettet, der solgte en fransk bulldog for 6000 kroner, slog parret til.

Men det gik galt, og syv uger efter måtte de under triste omstændigheder lade deres nye hvalp aflive hos dyrlægen. Den lille hund, der blev navngivet Alma, var syg og led af alvorlige medfødte fejl efter at Søren og Mie havde brugt godt 4000 kroner yderligere på regninger til dyrlægen.

– Vi føler os virkelig ført bag lyset af sælgeren. Fra dag ét havde vi problemer med at hun sked i sin kurv, og det gjorde hun hver nat i resten af hendes livsforløb, men det var kun en del af det, fortæller Søren Christian Andreassen til tv2.dk.

Den var helt gal
Søren og hans kæreste havde købt Alma, da hun var 14 uger gammel, altså over en måned ældre i forhold til, hvornår man normalt tager hvalpen væk fra sin mor. Og sælgeren forsikrede blandt andet, at hunden var renlig.

– Han virkede troværdig og flink. Vi tog den lange tur til Viborg og kom ind i et privat hjem. Alt så ud til at være i orden med papirerne, og der var stempler i sundhedsbogen, så det så ud som at den havde gennemgået sundhedstjek. Vi fik endda lov til at møde Almas mor, men nu tvivler vi stærkt på, om det virkelig var moderen, siger Søren Christian Andreassen.

I den efterfølgende periode afslørede flere besøg hos dyrlægen, at noget var helt, helt galt med den lille hvalp. Ud over at den stadig havde konstant afføring, så led den af hårsækkemider, der til sidst blev til store bylder.

Men her slutter lidelserne ikke. Alma fik konstateret blærebetændelse, som den havde haft i lang tid og sidst men ikke mindst fandt man ud at den led at to alvorlige medfødte sygdomme.

– Efter lidt tid begynder Alma at halte, og det viser sig, at hun har en medfødt hoftefejl. Desuden finder dyrlægen ud af, at hun ikke kan føle sin lukkemuskel, og det var grunden til, at den ikke kunne styre sin afføring, fortæller Søren Christian Andreassen, der efterfølgende i samråd med sin kæreste og dyrlægen vælger at lade Alma aflive efter kun syv uger.

– Hun skulle gennemgå en hofteoperation og med de andre lidelser, så vi ingen anden udvej. Ellers havde hun haft et dårligt liv, siger Søren, der siden hen har forsøgt at få fat i sælgeren, som nu pludselig er svær at komme i kontakt med, da han skifter telefonnummer.

Sælgeren afviser alt
– Vi har kontaktet ham undervejs, men han afviser alt, og siger at det ikke er hans problem. Vi har ikke underskrevet en købskontrakt, men vi forsøger at presse ham. Han vil ikke give os penge tilbage, men har tilbudt os en ny hund. Det sagde vi nej til.

Som det sidste led i sagen har Søren Christian Andreassen valgt at få en advokat til at sende et brev, der truer med søgsmål, men endnu har de ikke fået svar.

Ifølge Ida Kristensen, der er formand for Dyreværnsforeningen Who-cares, så er den samme hundehandler, som har snydt Søren og Mie, kendt for at sælge omkring 20 ulovlige og syge hunde om ugen for 6000 kroner stykket.

Læs artiklen her: http://go.tv2.dk/2013-09-05-s%C3%B8ren-k%C3%B8bte-syg-hund-p%C3%A5-nettet-%E2%80%93-nu-er-den-d%C3%B8d

Skriv et svar

%d bloggers like this: